Container-tårne skal forhindre kollaps: – Vi går nu i gang med at bygge muren, der skal sikre Børsen
Tirsdag aften modtog Amager-virksomheden Celero fra Kirstinehøj i Kastrup en
opringning fra et skadeservicefirma for at få bygget en mur af containere rundt om den historiske Børsen-bygning.
Direktør hos Celero, Line Bang Nielsen, fortæller om en hektisk aften og nat.
- Vi fik opringningen klokken 18.30, fordi de forskellige statikere havde lagt en plan for at få lavet tårne af containere til at sikre bygningen. Vi er vant til at handle hurtigt og effektivt og levere til tiden.
- Vi fik hurtigt stablet en masse containere, 37 styk i alt, og fyldt dem med ballast,
så de vejer nok. Vi fik også hurtigt en kran og transporten på plads, siger Line Bang Nielsen.
Celero kørte hele natten for at transportere containere til Børsen-bygningen. Foto: Celero.
Celero er pt. ved at stable containere til i alt fem tårne, der skal omkranse resterne af den brændte Børsen-bygning.
- Containerne skal stå i vater og vi samarbejder med et stilladsfirma og beredskabet for at få det hurtigt på plads, forklarer Line Bang Nielsen.
Hver container vejer 12,2 tons, og der er lige nu pladsproblemer foran Børsen- bygningen, da de mange containere er spredt ud over et stort areal.
- Det er selvfølgelig en god ordre, men det er også på baggrund af en forfærdelig
begivenhed. Vores fornemste opgave at bistå med hjælp, understreger Line Bang
Nielsen.